Artikel template

Info om vandbrud Februar 2021

Vandbrud ved Brugsen 


 

Som mange forbrugere opdagede, var der imellem jul og nytår pludselig ikke vand i hanerne. Der var tale om en afbrydelse som følge af et vandrør, der pludselig var sprunget.

 

Vandrøret der sprang, kunne næsten ikke være placeret mere uheldigt. Det var nemlig det vandrør, der går under Ørslevgade og op ad Ørslev Stationsvej og forsyner hele vejen nedefra. Det gjorde det ikke mindre uheldigt, at røret løber under Ørslevgade i krydset ved Dagli’ Brugsen.

 

Vi er klar over at det kom til at berøre en del forbrugere, og nogle måtte undvære vand i temmelig lang tid. Det er vi rigtig kede af, men alle tog det rigtigt pænt, og vi er glade for at alle formåede at holde en positiv tone, trods den meget irriterende situation.

 

Baggrunden for rørbruddet var, at et af vores vandrør var blevet ramt i forbindelse med at anden og nyere rørføring var blevet lagt ned for en del år siden. Det har ikke i sig selv betydet, at vandrøret er blevet utæt, men det er blevet bøjet, og med tiden har det ikke kunnet holde til det og er derfor sprunget læk.

 

Det var rigtigt svært at finde springningen, fordi der på stedet er mange andre rør, men vores dygtige entreprenører og VVS´er fandt den til sidst ved fælles hjælp. Det hele er nu repareret midlertidigt, men skal laves rigtigt, når vejrforholdene tillader det.

 

I Ørslev er hovedvandforsyningen en såkaldt ringforbindelse. Det er et stort vandrør, der går rundt i byen via Ørslev Gade og Ørslev Stationsvej. Vandet kan i princippet løbe begge veje rundt, hvilket er smart, fordi vi ved et rørbrud kun behøver at lukke for et meget lille stykke, og resten af byens huse kan så forsynes fra enten den ene eller den anden side.

 

Lige nu er ringen brudt. Det gør ikke så meget, så længe der kun er et brud på ringen, men hvis der kommer et brud mere, vil det betyde at det kan gå ud over en del flere forbrugere, da vi ikke har ringens fordel og kan vende strømmen.